Plads til letbanen - værd at vide om ekspropriation

Ekspropriation Letbanen kommer forbi en lang række ejendomme og arealer som f.eks. huse, haver, parker og parkeringspladser. For at få den nødvendige plads til letbanen skal nogle af disse ejendomme og arealer erhverves gennem ekspropriation.

I 2016 indledes ekspropriationsprocessen med de første møder med berørte grundejere. Læs mere om processen her.

Om ekspropriation

Hovedstadens Letbane kommer til at gå mellem Ishøj i syd og Lundtofte nord for Lyngby. Undervejs kommer letbanen forbi en lang række ejendomme og arealer som f.eks. huse, haver, parker og parkeringspladser. 

For at få den nødvendige plads til letbanen får vi brug for nogle af disse ejendomme og arealer, og de skal derfor erhverves gennem ekspropriation. Dette arbejde påbegyndes i 2016-2017.

Hvad er ekspropriation?

Ekspropriation indebærer, at du som grundejer skal afgive dele af din ejendom - i  nogle tilfælde hele ejendommen - mod fuldstændig erstatning. Det kan også indebære, at der bliver lagt begrænsninger på udnyttelsen af din ejendom, de såkaldte servitutter. Også dette modtager du fuldstændig erstatning for. 

Sådan er reglerne

Ifølge den danske grundlov er ejendomsretten ukrænkelig. Det fremgår af grundlovens §73, stk. 1, at:

"Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning."

Grundloven giver altså mulighed for, at staten eller andre offentlige myndigheder kan ekspropriere arealer og rettigheder fra private, hvis det sker til gavn for samfundet, med baggrund i en lov og mod fuld erstatning.

I 'Lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom' fastlægges, hvordan ekspropriationsprocessen foregår. 

Ekspropriationskommissionen - en uafhængig instans

Ekspropriationskommissionen er en uafhængig kommission, der har ansvaret for, at ekspropriationerne følger lovgivningen, og som også fastsætter erstatningernes størrelse. Kommissionen sørger for, at der på den ene side tages hensyn til de enkelte grundejere - på den anden side til den samfundsmæssige interesse for at bygge en letbane langs Ring 3.

Det forventes, at ca. 500 ejendomme langs Ring 3 bliver berørt af ekspropriation, enten ved arealindgreb, pålæg af servitut eller begge dele.

Typer af ekspropriation

Der er stor forskel på, hvor meget der er behov for at ekspropriere på de enkelte ejendomme. 

Delvis ekspropriation betyder, at der eksproprieres dele af en ejendom, f.eks. et hjørne af en have eller halvdelen af en indkørsel. 

Totalekspropriation indebærer, at grundejeren må afstå hele sin ejendom. 

Midlertidig ekspropriation betyder, at der skal bruges arealer, mens vi anlægger letbanen, fx en adgangsvej eller en arbejdsplads tæt på byggeriet. Når letbanen er anlagt, leveres arealerne tilbage til ejerne. 

Servitutter indebærer, at der bliver lagt begrænsninger på, hvorledes man kan råde over sin ejendom, fx i forhold til at udbygge sit hus. Dette sker for at beskytte letbaneanlægget.

Proces og forventet tidsplan

2016: Vedtagelse af anlægslov

2016-2017: Indledende møder med grundejere

2017: Besigtigelsesforretninger

2017-2019: Ekspropriationsforretninger

2018: Forventet start på anlægsarbejdet

2023-2024: Forventet åbning af letbanen

Folder om ekspropriation

En ekspropriation er en proces, der foregår over længere tid, i forskellige faser.

Besigtigelsesforretninger

Her besigtiges den ejendom, som skal eksproprieres. Alle berørte parter inviteres til forretningen, og Ekspropriationskommissionen vurderer, om projeket kan godkendes, eller om der eventuelt skal foretages ændringer i projektet. De berørte parter modtager brev om tid og sted for møderne, ligesom det bliver annonceret i den lokale presse.

Besigtigelsesmateriale

Besigtigelsesmateriale og besigtigelsesplaner for Glostrup Kommune:

Besigtigelsesmateriale og besigtigelsesplaner for Lyngby-Taarbæk Kommune:

Besigtigelsesmateriale og besigtigelsesplaner for Gladsaxe Kommune:

Har du spørgsmål til materialet, kan du kontakte Hovedstadens Letbane på info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.
Du er også velkommen til at kontakte landinspektør Michael Persson på mhp@m.dk eller tlf. 2992 8749.

Ekspropriationsforretninger

På det næste møde, ekspropriationsforretningen, godkendes selve ekspropriationen, og Ekspropriationskommissionen fastlægger erstatningens størrelse. Er man som grundejer ikke enig i erstatningens størrelse, kan man klage til Taksationskommissionen, som også er en uafhængig kommission.

Input og rådgivning

Som grundejer har man flere muligheder for at påvirke processen. Her ses et overblik over faserne og de mulige input/output.

 

Fase Input Til hvem Muligt output
VVM-processen (afsluttet 2015) Synspunkter om projektet og egen ejendom Transport- og Bygnings­ministeriet Tilpasning af projektet
Indledende møder om ekspropriation Synspunkter om egen ejendom Hovedstandens Letbane Tilpasning af projektet
Besigtigelses­­forretning Synspunkter om projektet og egen ejendom Ekspropriations-kommissionen Tilpasning af projektet
Ekspropriations­forretning Synspunkter om erstatning Ekspropriations-kommissionen Justering af erstatning
Taksations­forretning Klage over erstatning Taksations-kommissionen Justering af erstatning
Domstole Klage over erstatning  Domstolene Justering af erstatning

 

Hvis du som grundejer ønsker hjælp i forbindelse med en ekspropriationsforretning, kan du henvende dig til Ekspropriationskommissionen, der har mulighed for at tilkende dig økonomisk tilskud til sagkyndig bistand.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane.

Telefon: 7242 4500

Mail: info@dinletbane.dk

Spørg endelig!

Vi svarer gerne på dine spørgsmål, uanset hvad det drejer sig om.

Bliv hørt