Ny letbanestation til gavn for erhvervslivet

Hovedstadens Letbane får et ekstra stop i Vallensbæk Kommune.

Vallensbæk Kommune har netop afsat penge i budgettet til at realisere en letbanestation ved erhvervsområdet Delta Park.

En tredje station i kommunen bliver derfor en realitet, når Hovedstadens Letbane ruller ud på sin første tur i 2023/24.

Gode forhold for erhvervslivet

Kommunalbestyrelsens fire partier, Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre vil fortsat gerne sikre gode forhold for virksomhederne i kommunen. Derfor har de afsat penge i budgettet til realiseringen af en letbanestation ved erhvervsområdet Delta Park. Lyskrydset ved Vallensbæk Torvevej/Vejlegårdsparken bliver desuden ændret, så trafikanter får nemmere adgang til Delta Park. Derudover erstattes den eksisterende fjernvarmestation af et nyt parkeringshus.

Nye tal fra konsulenthuset Incentive viser, at der er massiv interesse i erhvervslivet for at udvikle områderne langs letbanen. Allerede nu er der foretaget eller planlagt investeringer for 32 mia. kr. i kommunerne langs den kommende letbane. Investeringer, der ifølge rapporten vil skabe 36.500 nye arbejdspladser og tiltrække op mod 32.000 nye borgere i områderne inden for 1,2 km fra de kommende letbanestationer.

En del af projektets miljøundersøgelse

I 2015 blev letbanens påvirkninger på miljøet undersøgt. Allerede dengang indgik Delta Park som en del af undersøgelsesgrundlaget, og stationen blev taget med som en mulighed i anlægsloven for Hovedstadens Letbane. Derfor er tilkøbet af stationen muligt på nuværende tidspunkt, selvom det forberedende arbejde til anlægsfasen går i gang i 2018.

Fakta om Hovedstadens Letbane

27 letbanetog skal i 2023/24 betjene den 28 km lange strækning og fragte passagerer mellem de 29 stationer. 13-14 mio. passagerer ventes at bruge letbanen årligt. Til sammenligning har Kystbanen godt 10 mio. passagerer.

Letbanen kører hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen og i weekenden. Den forventede tophastighed er 70 km/t. Gennemsnitshastigheden vil være på ca. 30 km/t, inkl. stop ved stationer.

Spørg endelig!

Vi svarer gerne på dine spørgsmål, uanset hvad det drejer sig om.

Bliv hørt