Borgmestre med fokus på løn- og arbejdsforhold

19.06.2020

Torsdag var borgmestrene fra Glostrup og Brøndby, John Engelhardt (V) og Kent Max Magelund (A), på byggepladsbesøg i Glostrup, hvor vi netop nu er i gang med at bygge letbanen og dertilhørende station.

I går, torsdag d. 18. juni, var der fint besøg på en række af letbanens byggepladser i Glostrup, som grænser op til Brøndby. Her gæstede Glostrup og Brøndbys borgmestre letbanebyggeriet i forbindelse med den rettighedskampagne, der har kørt hele ugen på hele letbaneprojektet, og som sætter fokus på medarbejdernes løn- og arbejdsforhold, og hvordan de selv kan være med til at sikre, at deres vilkår overholdes.

Det var Hovedstadens Letbanes direktør, Louise Høst, Per Aarsleff A/S, som er entreprenør på de pågældende byggepladser, og HLs tilsynsførende, Cihad Dönmez, som stod for rundvisningen og fortalte om rettighedskampagnen og det igangværende arbejde.

Kampagneugen, som udføres af Hovedstadens Letbanen i samarbejde med de tre entreprenører, er blevet understøttet af en lang række initiativer.

I forbindelse med kampagnen er medarbejderne på letbaneprojektet bl.a. blevet opfordret til løbende at notere deres arbejdstimer og tjekke deres lønsedler. Ligesom pjecen ”Kend dine rettigheder”, hvor medarbejderne kan se lønsatser mm., er blevet uddelt på byggepladserne, hvor der også har været ophængt forskellige plakater og blevet vist film med information om løn- og arbejdsvilkår.

Borgmesterbesøget var med til at binde en sløjfe om en vellykket kampagne, som fremover kan sikre de bedste arbejdsvilkår.

Borgmesterbesøg i Glostrup

Sammen med vores entreprenør viste vi Brøndby og Glostrups borgmestre rundt på en række af vores byggepladser i Glostrup