Letbanens anlægsarbejde ved viadukten på Buddingevej går i gang

31.08.2020

Gennem det seneste halve år er forsyningsledningerne på Buddingevej ved viadukten blevet flyttet. Dermed er der plads til, at vores entreprenør, Per Aarsleff, kan gå i gang med at bygge letbanens linjeføring omkring viadukten i Lyngby.

I efteråret går vores entreprenør i gang med at ombygge Buddingevej fra krydset med Engelsborgvej og ned til Lyngby Station. Vejen bliver ombygget, så der bliver plads til letbanen, der ruller ud på sin første tur i 2025. Arbejdet foregår i forskellige faser og forskellige steder i området hen over de næste godt 2½ år, og vi vil løbende informere om de enkelte arbejder i området, efterhånden som de skal i gang.

I de kommende år skal vejen blandt andet udvides og ombygges i begge sider, og der skal etableres støttemure ved højhuset på Lehwaldsvej ud mod Buddingevej. Disse arbejder leder frem til, at den nye letbanetunnel, som tidligere er bygget under jorden ved Lyngby Station, kan udgraves, så den hænger sammen med området under Lyngby Omfartsvej, hvor der tidligere lå en cykelhandler. Når tunnelen er udgravet, skal der støbes gulv og vægge inde i tunnelen. Endelig skal fodgængertunnelen fra Lehwaldsvej til Jernbanepladsen færdiggøres, så der bliver gode omstigningsforhold mellem S-tog og letbane på Lyngby Station.

Arbejde i flere faser

Arbejdet vil forløbe i forskellige faser og forskellige steder i området i de kommende år. Det meste af arbejdet ventes at blive udført inden for den almindelige arbejdstid i hverdagene, men i nogle perioder forventer vi, at arbejdet trækker ud over den almindelige arbejdstid, og at arbejdet vil være støjende, især i forbindelse med støttemuren ved gavlen af højhuset på Lehwaldsvej. Arbejdspladsen på Lehwaldsvej bliver arbejdsplads for de samlede arbejder med materialeopbevaring og med mandskabsfaciliteter som i dag.

Følg byggeriet

Du kan altid følge byggeriet på vores hjemmeside, dinletbane.dk/lyngby. Her kan du altid se, hvornår vi forventer hvilke typer af arbejde i området. Hvis du ikke allerede er tilmeldt vores Infoservice, kan du tilmelde dig her på hjemmesiden – så holder vi dig løbende orienteret om letbanearbejdet på mail. Her kan du også få overblikket over den aktuelle trafiksituation.

Hvis du har spørgsmål til arbejdet, er du altid velkommen til at kontakte os.