21.06.2022

Søndre Ringvej i Brøndby blev i weekenden hele tre stålbroer rigere. Hver letbanebro er i alt ca. 70 meter lang og vejer ca. 215 ton.

Weekendens lyse sommernætter blev brugt flittigt i Brøndby. Her fandt to letbanebroer og en cykelbro deres rette element på Søndre Ringvej over Holbækmotorvejen, som ligger lige syd for Vallensbækvej. Se videoen af de spektakulære løft.

Se videoen af broløftene over Holbækmotorvejen

Forberedelserne til broløftene har længe været i gang på Søndre Ringvej, hvor vi har bygget fundamenterne til de tre nye broer. Det hele kulminerede i weekenden den 17-20. juni, hvor broerne blev løftet på plads og en stor milepæl kunne fejres. Det var de garvede entreprenører Per Aarsleff A/S og Danpro, der med køligt overblik og stor præcision stod for arbejdet. De har tidligere også løftet letbanebroer på plads over Frederikssundmotorvejen i Glostrup og over jernbanesporene ved Glostrup Station. 

Broerne kom på plads i seks dele
Broerne er produceret i Polen og blev i seks dele transporteret til Brøndby på store særtransporter. De første broer ankom fredag aften, og arbejdet fortsatte hen over weekenden, hvor trafikken på motorvejen som planlagt var spærret i perioder. Broerne blev løftet på plads i seks dele, hvor hver del er ca. 35 meter lang. 

Mandag morgen kl. 6 var trafikken igen normal, men den observante borger eller pendler kunne nok se, at alting ikke var helt, som det plejer. Søndre Ringvej i Brøndby var nemlig blevet tre flotte stålbroer rigere.

Følg byggeriet
Vi fortsætter nu arbejdet med at gøre klar til letbanens linjeføring i området omkring broerne i Brøndby, og du kan følge byggeriet i Brøndby her