Nye lyssignaler på letbanen giver bedre fremkommelighed for alle

15.06.2020

Krydset mellem Hovedvejen og Ring 3 i Glostrup Kommune bliver et af de første, der tager de nye signalanlæg i brug i 2021.

Hovedstadens Letbane og ITS Teknik har netop indgået aftale om at skifte lyssignaler ved de 63 lyskryds, som den kommende letbane vil passere. De nye signalanlæg tilpasser sig den aktuelle trafik og sikrer fremkommeligheden for både letbanen og trafikanter både langs og på tværs af Ring 3.

Hovedstadens Letbane ruller afsted i 2025 mellem Ishøj og Lyngby, men inden da er der andet godt nyt for trafikanterne på Ring 3. Samtidig med anlægsarbejdet bliver alle lyskryds på den 28 km lange strækning nemlig udskiftet og erstattet af mere intelligente signalsystemer, der bedre er i stand til at måle og tilpasse sig trafikken, så både trafikanter på selve Ring 3 og fra siderne vil opleve et bedre flow i trafikken.

”Vi er rigtig glade for, at byggeriet af letbanen også betyder fordele for den øvrige trafik, og vi bliver blandt de første, som kommer til at tage de nye, intelligente lyssignaler i brug, når ombygningen i krydset mellem Hovedvejen og Ring 3 bliver færdigt i begyndelsen af 2021. Det er et stort kryds med mange bilister og cyklister hver dag, og jeg kan kun hilse tiltag velkomne, der får trafikken til at glide bedre”, siger John Engelhardt, borgmester i Glostrup Kommune.

I Hovedstadens Letbane er der også glæde over, at en af projektets milepæle er i hus.

”Driftsikkerhed er en af de vigtigste faktorer, vi kigger på, når vi planlægger hvilke materialer og systemer, som skal indgå i den nye letbane. Med de nye signalanlæg får vi sikret, at letbanen ikke skal vente unødigt ved lyskryds samtidig med, at den øvrige trafik på Ring 3 og på tværs af Ring 3 også får bedre fremkommelighed”, siger Patrik Magnusson, projektdirektør i Hovedstadens Letbane.

Det er ITS Teknik, der har vundet udbuddet med at levere og installere de nye signalanlæg. Kontrakten omfatter også drift og vedligehold frem til 2028 og har en værdi på ca. 70 millioner kroner.

”Vi er meget glade for at være leverandør til et af de største infrastruktur-projekter i Region Hovedstaden i disse år, og ser frem til at skulle sikre en glidende afvikling af trafikken,” siger salgschef Lars Hougaard Jakobsen fra ITS Teknik.

Fakta om de nye signalanlæg

  • De nye signalanlæg bliver sat op fra efteråret 2020 og frem til midten af 2023.
  • Alle de nye signaler bliver sat op, når der i forvejen er anlægsarbejder i krydsene på strækningen. Udskiftningen af signalanlæg kommer derfor ikke til at påvirke trafikken yderligere i anlægsperioden.
  • I udbuddet indbød Hovedstadens Letbane fire prækvalificerede virksomheder. Tilbuddet fra ITS Teknik blev evalueret til at have det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Fakta om letbanen

  • Hovedstadens Letbane forventes at stå klar til brug i 2025 og skal køre mellem Ishøj og Lundtofte nord for Lyngby.
  • Letbanen strækker sig over 28 kilometer og stopper ved 29 stationer.
  • Letbanen ventes at skulle betjene 13-14 millioner passagerer om året – til sammenligning rejser ca. 10 millioner passagerer om året med Kystbanen.
  • Passagererne kan skifte til S-tog på seks af de kommende letbanestationer, nemlig Ishøj, Vallensbæk, Glostrup, Herlev, Buddinge og Lyngby.
  • Letbanen kommer til at køre hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen samt på søn- og helligdage.
  • Letbanen vil køre på strøm, som er én af de mest miljøvenlige ressourcer.
  • Letbanetogene vil have plads til ca. 260 passagerer. Det svarer til passagererne i cirka fire bybusser. Letbanen har dermed en stor kapacitet i forhold til at transportere mange passagerer og jo flere, der bruger den, jo mere miljøvenlig bliver transportformen også.

Læs mere om Hovedstadens Letbane på www.facebook.com/dinletbane

Fra venstre: Patrik Magnusson, projektchef i Hovedstadens Letbane. Erik Skotting, direktør i Hovedstadens Letbane. Per Hedelund, administrerende direktør i ITS Teknik. Lars Hougaard Jakobsen, salgschef i ITS Teknik. Peter Lerche Andreasen, Senior Procurement Manager i Hovedstadens Letbane.