Sådan får du trafikinformation under letbanebyggeriet

28.04.2020

Trafikken på og omkring Ring 3 bliver påvirket de kommende år, mens byggeriet af hovedstadens nye letbane er i gang. I en ny film kan du blive klogere på, hvordan du bedst kan holde dig opdateret om trafiksituationen under byggeriet.

Anlæggelsen af Hovedstadens Letbane kommer til at berøre rigtig mange trafikanter i hovedstadsområdet i de kommende år. Langs Ring 3 kører ca. 30.000 bilister i døgnet, mens ca. 300.000 bilister krydser Ring 3 hver dag. Hertil kommer de mange bus- og togpassagerer, cyklister og gående, som bliver berørt af byggeriet. Derfor skal trafikanterne også sikres størst muligt kendskab til trafiksituationen, mens byggeriet af den nye letbane står på. Information om trafiksituationen finder man via de kanaler, hvor man normalt søger trafikinformation.  

I filmen nedenfor kan man konkret se, hvor man løbende kan holde sig opdateret om trafiksituationen, så man kan tage beslutninger om afrejsetidspunkt, rute og transportform på et informeret grundlag. For der findes flere måder at gøre køreturen nemmere på, både når det handler om at planlægge sin tur på forhånd og få live trafikinformation, mens man kører.

Sådan får du trafikinformation

Aktuel information om vejarbejde, kødannelse og ændringer i trafikken for bilister kommer direkte ud i velkendte kanaler som trafikinfo.dk, P4 Trafikradio og Google Maps, mens passagerer i offentlig transport kan finde aktuel information på Rejseplanen og i DOT’s kanaler.