Sådan kommer letbanebyggeriet til at foregå i Glostrup

20.08.2019

Som en del af forberedelserne til byggeriet af Hovedstadens Letbane bliver der lige nu omlagt rør og ledninger i jorden i Glostrup Kommune. Inden længe begynder anlægsarbejdet i kommunen.

Siden 2018 har Glostrup Forsyning, Radius, TDC og andre ledningsejere været i fuld gang med at omlægge rør og ledninger i jorden i Glostrup Kommune. I første halvår af 2020 begynder anlægsarbejdet på vejene i kommunen, og i den forbindelse vil der forekomme særlig stor aktivitet i to af kommunens kryds. 

Anlægsarbejdet forventes afsluttet i andet halvår af 2022. Dermed vil anlægsarbejdet og ledningsomlægningerne, der efter planen afsluttes ved udgangen af 2021, overlappe hinanden i en periode på cirka halvandet år.

Store kryds påvirkes af vejarbejde
Ved Hovedvejskrydset i Glostrup Kommune skal der blandt andet anlægges en tredje kørebane mod vest gennem krydset, ligesom der skal etableres to højresvingsbaner på Nordre Ringvej mod vest. Arbejdet i Hovedvejskrydset vil ifølge tidsplanen vare cirka et år.

Også krydset ved Jyllingevej bliver påvirket i større grad. Krydset skal ombygges for at gøre plads til fodgængere, cyklister, bilister og letbanen for så vidt angår den del, hvor letbanen krydser Jyllingevej. Blandt andet skal et fodgængerfelt flyttes ti meter mod syd, fordi letbanens linjeføring her skifter fra vestlig til østlig side. Dette arbejde vil også vare cirka et år.

Anlægsarbejdet og det efterfølgende arbejde med at lægge skinner og etablere de fire letbanestationer, der skal ligge i kommunen, forventes færdigt i andet halvår af 2023. Derefter vil der blive foretaget test- og prøvekørsler på strækningen.

Tidsplan for arbejdet i Glostrup Kommune
I nedenstående link kan du se den samlede tidsplan for byggeriet af Hovedstadens Letbane i Glostrup Kommune. Bemærk venligst, at der stadig bør tages forbehold for, at planen kan ændre sig med kort varsel.

Fakta om letbanen

  • Hovedstadens Letbane forventes at stå klar til brug i 2025 og skal gå mellem Ishøj og Lundtofte nord for Lyngby.
  • Letbanen strækker sig over 28 kilometer og stopper ved 29 stationer undervejs.
  • Letbanen ventes at skulle betjene 13-14 millioner passagerer om året – til sammenligning rejser ca. 10 millioner passagerer om året med Kystbanen.
  • Passagererne kan skifte til S-tog på seks af de kommende letbanestationer, nemlig Ishøj, Vallensbæk, Glostrup, Herlev, Buddinge og Lyngby.