05.01.2022

I starten af 2022 går Hovedstadens Letbanes anlægsarbejde i gang i Ishøj. Her kan du læse mere om, hvordan du holder dig orienteret om byggeriet.

De seneste par år har byggeriet af Hovedstadens Letbane været godt i gang i flere af kommunerne langs Ring 3. Nu er turen kommet til Ishøj, hvor vores entreprenør, MJ Eriksson, snart går i gang. Her kan du læse overordnet om Hovedstadens Letbanes arbejde i Ishøj i den kommende tid.

Vi ombygger strækningen langs letbanens linjeføring
Fra Ishøj Station svinger letbanen ud på Vejlebrovej, hvor den kører i den østlige side af vejen. På Ishøj Stationsvej kører den i midten af vejen, og når den svinger til venstre ad Ishøj Strandvej kører letbanen i den vestlige side af vejen frem mod kommunegrænsen til Vallensbæk og videre nordpå til Lyngby. Det betyder, at området ved stationen, Ishøj Stationsvej og Ishøj Strandvej skal ombygges i de kommende år, så der bliver plads til letbanen.

Vi forventer, at arbejdet med at ombygge vejen går i gang i løbet af februar 2022, men allerede her i starten af det nye år går vi i gang med at etablere en arbejdsplads overfor Ishøj Station, så den er klar, når arbejdet går i gang.

Arbejde i flere faser
Arbejdet vil forløbe i forskellige faser og forskellige steder i området i de kommende par år. Hovedstadens Letbane informerer løbende om de enkelte arbejder, efterhånden som de går i gang – herunder også hvordan arbejdet vil påvirke trafikken. Det meste af arbejdet ventes at blive udført inden for almindelig arbejdstid i hverdagene, som i Ishøj Kommune er hverdage kl. 7-18 og lørdage kl. 8-16. Hovedparten af arbejdet vil minde om almindeligt vejarbejde, som man kender det, hvor asfalten fjernes, vejen bygges om og nyt fortov og ny cykelsti etableres.

Selvom vi gør, hvad vi kan for at mindske generne fra byggeriet, kan vi ikke bygge letbanen, uden at det påvirker vores naboer, mens arbejdet står på. Vi beklager naturligvis de gener, du vil kunne opleve som trafikant eller nabo til arbejdet de forskellige steder i området.

Følg byggeriet – sådan informerer vi om arbejdet
Du kan følge byggeriet på vores hjemmeside, dinletbane.dk/ishoej. Når arbejdet går i gang, kan du klikke på de enkelte arbejdsområder på kortet og se, hvornår vi forventer hvilke typer af arbejde i området, og hvad vi arbejder på i øjeblikket. Vi informerer løbende om de enkelte arbejder i området, og bor du tæt på det støjende arbejde, informerer vi med opslag på døren til din opgang eller i postkassen. Endelig kan du tilmelde dig vores Infoservice, og det vil vi anbefale dig at gøre. Så får du automatisk løbende nyt om arbejdet på mail. 

Hvis du har spørgsmål til arbejdet, er du altid velkommen til at kontakte os