19.01.2023

Fra mandag i uge 5 bliver krydset Herlev Hovedgade/Herlev Ringvej i omlagt, så det kommer til at fungere som en lang oval rundkørsel i stedet for et signalreguleret kryds.

Krydset Herlev Hovedgade/Herlev Ringvej set fra oven.

Vi har siden oktober 2021 været i gang med at ombygge krydset ved Herlev Hovedgade og Herlev Ringvej, så der bliver plads til letbanen. Ombygningen er nu nået til næste fase, hvor vi skal arbejde i midten af krydset. Det betyder, at vi i uge 4 begynder at klargøre området til trafikomlægningerne og fra mandag i uge 5 er krydset omlagt, så det kommer til at fungere som en lang oval rundkørsel i stedet for signalreguleret kryds. Vi forventer, at arbejdet varer frem til slutningen af maj.

Arbejdet kommer til at bestå af, at vores entreprenør CG Jensen skal forberede krydset til skinnearbejdet og lægge slabtracks, som er betonelementer til skinnerne. Sideløbende med dette går vores entreprenører Aarsleff Rail og Siemens i gang med at lægge letbanens skinner og lave fundamenter til kørestømsmaster.

Hvad betyder det for mig, som færdes ved byggeriet?
Når vi sætter den midlertidige rundkørsel op, slukker vi for alle signalreguleringer i krydset ved Herlev Hovedgade/Herlev Ringvej. Rundkørslen vil fungere på den måde, at vi afspærrer midten af Herlev Ringvej mellem Herlev Bygade og syd for indkørslen til parkeringspladsen bag Bangs Torv. Der vil være en åben vognbane langs rundkørslen, så trafikanter vil blive ledt rundt langs afspærringen.

Der vil være fem ben i rundkørslen: Et mod København, et mod Gladsaxe, et mod Herlev Bygade, et mod Ballerup og et mod Rødovre/Glostrup. Der vil være ubetinget vigepligt, når du skal ind i rundkørslen, som du kender det fra andre rundkørsler. Under arbejdet bliver der midlertidigt spærret for udkørsel til Herlev Ringvej fra Herlev Bygade. Hvis du skal ud fra området, anbefaler vi, at du enten benytter Herlevgårdsvej eller Herlev Bygade ved Herlev Hovedgade.

Der vil blive etableret midlertidige fodgængerovergange for gående ved alle fem ben. Flere af overgangene vil være rykket i forhold til deres nuværende placeringer. Cyklister og fodgængere skal benytte de samme omkørselsruter, og cyklister skal stå af cyklen og trække over ved de forskellige overgange. Under arbejdet vil der være dobbeltrettet cykelsti på Herlev Ringvej i vejens højre side ind mod Tornerosevej.

Hvis du som gående eller cyklist skal krydse Herlev Ringvej ved benet mod København vil overgangen være placeret ved Hyrdindestien/Toggangen. Ved benet mod Gladsaxe vil overgangen være placeret lidt nord for krydset ved Herlev Bygade.

Det er også via denne overgang, at du kan komme ind til Herlev Bygade. Cyklister mod Gladsaxe fra Ballerup kan med fordel dreje af før og køre ad Vindebyvej eller Herlev Bygade. Ved benet mod Ballerup bliver overgangen på Herlev Hovedgade ved Bangs Torv spærret og du skal i stedet benytte parkeringspladsen bag Bangs Torv. Herfra kan du benytte tunnelen mellem Bangs Torv og Herlev Bymidte, hvis du skal til Herlev Bymidte. Hvis du plejer at krydse Herlev Hovedgade på tværs, skal du også via parkeringspladsen bag Bangs Torv, hvorfra du enten kan krydse Herlev Ringvej for at komme videre mod København eller du kan køre ad Gåseholmsvej og Engløbet, hvorefter du kommer til Herlev Hovedgade igen og kan krydse krydset for at komme videre mod Ballerup.

Mens arbejderne udføres, vil busstoppestedet ved Herlev Bymidte i sydgående spor blive flyttet tættere på Herlev Bygade. Du kan finde flere informationer på www.dinoffentligetransport.dk/letbanen, men følg også din rejse på www.rejseplanen.dk.

Hvad betyder det for mig som bor ved byggeriet?
Når vi går i gang med anlægsarbejdet, kan det ikke undgås, at du i perioder vil være generet af omlægninger af trafikken, længere rejsetid og støj, hvis du bor eller arbejder i nærheden af anlægsarbejdet. Vi gør, hvad vi kan, for at begrænse generne og informerer løbende om anlægsarbejdet.

Størstedelen af arbejdet bliver udført på hverdage kl. 7-22 og weekend kl. 8-18 i henhold til Forskrift for miljøhensyn ved anlæg af Letbanen i Herlev Kommune.

Det er vigtigt, at du følger skiltningen i området og overholder afspærringerne, så du ikke kommer ind på vores arbejdsområder. Så passer vi både på byggearbejderne og dig, mens vi bygger.

Sådan får du information om trafikken og anlægsarbejdet
Når arbejdet går i gang, kan du på vores hjemmeside www.dinletbane.dk/herlev følge byggeriet og løbende holde dig opdateret. På hjemmesiden kan du også tilmelde dig vores Infoservice, så du får seneste nyt om byggeriet på mail.

På vores hjemmeside, www.dinletbane.dk/trafik, har vi samlet overblikket over, hvor du kan holde dig orienteret om den aktuelle trafiksituation – uanset om du er gående, cyklist, bilist eller rejser med kollektiv transport.

Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.

Vi og entreprenøren beklager de gener, arbejdet giver. CG Jensen er entreprenør på opgaven.