19.12.2022

I Gladsaxe Kommune er byggeriet godt i gang flere steder langs ruten, og i sommeren 2022 gik vi i gang med det forberedende arbejde til montering af stibroer langs Buddingevej henover Motorring 3. Stibroerne er med til at udvide Buddingevej, så der bliver plads til både letbanen, bilister, cyklister og gående. De nye stibroer bliver tilegnet gående og cyklister.

Fra den 2. januar og forventeligt frem til starten af maj 2023 spærres 3 ud af 4 til- og frakørselsramper ved Motorring 3 til Buddingevej.

I januar 2023 udvider vi arbejdet på og omkring broen henover Motorring 3 i Buddinge. Det betyder, at vi fra den 2. januar og forventeligt frem til starten af maj 2023* spærrer 3 ud af 4 til- og frakørselsramper ved Motorring 3 til Buddingevej (19 – Buddinge). I marts 2023 skal vi løfte de nye stiboer på plads og den første stibro vil blive løftet på plads i weekenden den 11.-12. marts, mens den anden løftes på plads den 18.-19. marts.

Når stibroerne løftes på plads, er det nødvendigt at totalspærre Buddingevej hen over motorvejen fra lørdag aften kl. 20.00 og frem til søndag morgen kl. 08.00. Trafikken på Motorring 3 vil i dette tidsrum også blive spærret og trafikken vil blive ledt over Buddingevej via til- og frakørselsramperne. Når stibroerne er løftet på plads og ramperne er blevet genåbnet, vil arbejdet fortsætte på og omkring broen. Det vil forventeligt vare frem til efteråret 2023 og minde mere om almindeligt vejarbejde.

*I den oprindelige udmelding ville ramperne blive åbnet igen i starten af april 2023, men dette er blevet forlænget til starten af maj 2023. 

Nedenfor kan du se, hvilke omkørselsruter der vil blive skiltet i området:

Fra Motorring 3 mod Helsingør til Buddingevej:
Kommer du fra Motorring 3 i retning mod Helsingør og normalt ville bruge frakørsel 19 Buddinge til Lyngby eller Søborg, vil der kun være ét spor farbart fra motorvejen til Buddingevej.

Fra Motorring 3 mod Rødby til Buddingevej:
Kører du på Motorring 3 mod Rødby og normalt ville bruge frakørsel 19 til Buddingevej, henvises der til en alternativ rute via afkørsel 18 Nybrovej.

Fra Buddingevej til Motorring 3 mod Helsingør:
Kører du på Buddingevej og skal på Motorring 3 mod Helsingør, henvises der til alternativ rute via Gammelmosevej til tilkørsel 18 Nybrovej.

Fra Buddingevej til Motorring 3 mod Rødby:
Kører du på Buddingevej og skal på Motorring 3 mod Rødby, henvises der til alternativ rute via Buddinge Hovedgade og Klausdalsbrovej.

På vores hjemmeside www.dinletbane.dk/gladsaxe kan du se forslagene til omkørselsruterne på kort.

Hvad betyder det for dig, der bor og færdes i området?
Når vi går i gang med arbejdet, kan det ikke undgås, at du i perioder vil være generet af omlægninger af trafikken, længere rejsetid og støj, hvis du bor eller arbejder i nærheden af anlægsarbejdet. Vi gør, hvad vi kan for at begrænse generne og holde dig informeret om anlægsarbejdet. Når vi spærrer 3 ud af 4 til- og frakørselsramper ved Buddingevej, vil der være skiltet omvejskørsel, og du skal forvente længere rejsetid på strækningen.

Fodgængere og cyklister vil have adgang over Buddingevej i hele perioden, på nær i de nætter vi totalspærrer Buddingevej hen over motorvejen for at løfte stibroer på plads. Det er vigtigt, at du følger skiltningen i området og overholder afspærringerne, så du ikke kommer ind på vores arbejdsområder. Så passer vi både på byggearbejderne og dig, mens vi bygger.

Støj fra arbejdet
I perioden vil du opleve almindelig byggestøj fra eksempelvis læsse- og gravemaskiner samt perioder med særligt støjende arbejde. Det støjende arbejde finder sted på hverdage mellem kl. 7 og 22, mens det særligt støjende arbejde finder sted på hverdage mellem kl. 7 og 20. I weekender kan der forekomme støjende og særligt støjende arbejde mellem kl. 8-18.

I januar 2023 vil der være et par nætter, hvor vi skal udføre stærkt støjende og vibrerende arbejde, da vi skal udføre pælefundering. Vi kender ikke de endelige datoer endnu, men arbejdet bliver varslet på SMS, så snart datoerne er på plads. I de to weekender, hvor stibroerne løftes på plads, vil der være støj i aften- og nattetimerne. Hvis det bliver aktuelt med weekend- og natarbejde udover det varslede, udsender vi en SMS, før arbejdet går i gang. Vi kan sende SMS til dig, hvis dit nummer ikke er hemmeligt, og dit abonnement er knyttet til din adresse.

Hvis du har hemmeligt nummer og ønsker at modtage SMS om aften- og natarbejdet, er du velkommen til at kontakte os.

Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.

Vi og entreprenøren beklager de gener, arbejdet kan give.

CG Jensen A/S er entreprenør på opgaven.