29.04.2019

Det er et stort ønske hos virksomheder og handelsdrivende at få nem adgang til oplysninger om letbaneprojektet. Derfor har Hovedstadens Letbane udgivet et særligt virksomhedskit, som man blandt andet får glæde af i Hersted Industripark i Albertslund.

’Hvor finder man trafikinformation?’, ’hvad bliver der gjort for at mindske generne?’, ’hvor langt er letbanebyggeriet?’.

Spørgsmålene fra virksomheder og erhvervsdrivende, der ligger i nærheden af Ring 3, er ikke overraskende mange. Og nu bliver det lettere for det lokale erhvervsliv at finde viden om letbaneprojektet og samtidig dele informationen med både medarbejdere, leverandører og kunder.

For at styrke kommunikationen til erhvervslivet har Hovedstadens Letbane nemlig udarbejdet et informationskit med nyttig information til de virksomheder og erhvervsdrivende, der bliver berørt af letbanebyggeriet over de kommende år.

En af de kommuner, der har mange virksomheder, er Albertslund Kommune, og borgmester Steen Christiansen (S) glæder sig over, at der er særskilt information på vej.

”De næste års letbanebyggeri bliver en udfordring for vores virksomheder, men til gengæld bliver letbanen en kæmpegevinst, når den står færdig i 2025. God kommunikation til de mange virksomheder og erhvervsdrivende om blandt andet generne undervejs er helt centralt for at komme så gnidningsløst som muligt gennem processen,” siger Steen Christiansen (S).

Informationskittet består af en folder med information om alt fra tidsplan til trafikinformation, et linjeføringskort i plakatform, visualiseringer af stationerne og en flyer, som kan deles ud i virksomheden. Al materialet kan også tilgås digitalt. Desuden arbejdes der på en engelsk version til virksomheder med mange internationale medarbejdere.

Input fra virksomheder
Materialet er udviklet på baggrund af dialog mellem Hovedstadens Letbane, kommunerne bag projektet, en række lokale virksomheder samt virksomhedsnetværket i Gate 21. Dermed er informationen forsøgt skræddersyet til virksomhedernes ønsker og behov.

”Vi er sikre på, at letbanen bliver en gevinst på sigt, fordi det bliver meget lettere for vores kunder og medarbejdere at komme til og fra området. Men vi ved også, at de næste år kan blive udfordrende, og vi får brug for at vide, hvad der sker hvornår. Derfor sætter vi stor pris på al den information, vi kan få,” siger MichaelMogenshøj, som er direktør i virksomheden Exponent, der ligger i Hersted Industriparki Albertslund.

Virksomheden, der har omkring 40 ansatte, producerer og leverer udstillinger, skilte, dekorationer og grafisk design til mange forskellige kunder. De har netop valgt at udbygge deres lokaler i industriparken, fordi de tror på placeringen og kommunens planer for en revitalisering af området i forbindelse med letbanen.

For borgmester Steen Christiansen er virksomhedernes ve og vel afgørende i den kommende tid.

”Vi har store planer for udviklingen af Hersted Industripark, og jeg er glad for, at virksomhederne spiller positivt med i forhold til den proces, der venter. Letbanen spiller en nøglerolle i vores planer, og vi står klar til at hjælpe virksomhederne godt igennem i anlægsfasen. Med det nye materiale får virksomhederne et godt overblik over, hvor de kan søge oplysninger om projektet fremover,” siger han.

Det nye informationskit kan downloades på www.dinletbane.dk/virksomheder. Man kan desuden bestille materialet i en trykte udgave ved at kontakte kommunen eller Hovedstadens Letbane på info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500, som altid er åben for henvendelser.

Du kan finde relevant information på www.dinletbane.dk. Hvis du har spørgsmål til Hovedstadens Letbane, så skriv til presse@dinletbane.dk

Fakta: Kort om hovedstadens kommende letbane

Står klar til brug i 2025 og skal gå mellem Lundtofte nord for Lyngby og Ishøj

Bliver 28 km. lang og får 29 stationer

Binder seks S-togs-linjer sammen på tværs af hovedstaden

Kører hvert 5. minut i dagtimerne – hvert 10. minut om aftenen og i weekenden

Ventes at skulle betjene 13-14 mio. passagerer om året

Tophastighed på 70 km/t

Forventet åbning i 2025

Kontakt:
Borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen, via telefon: 22 53 72 20
Direktør i virksomheden Exponent, Michael Mogenshøj, telefon: 4322 9724
Presseafdelingen i Hovedstadens Letbane: telefon: 7242 4901, e-mail: presse@dinletbane.dk