08.07.2019

Hospitalerne i Herlev og Glostrup har vokseværk og skal rumme flere patienter fremover. Letbanen er en forudsætning for, at områderne omkring hospitalerne ikke sander til i trængsel.

Patienter og ansatte skal i dag tage bilen, cyklen eller bussen, når de skal til hospitalet i Herlev eller Glostrup. Men når Hovedstadens Letbane står færdig i 2025, vil mange kunne tage letbanen direkte til hoveddøren.

Og det er helt afgørende for Region Hovedstaden, som i øjeblikket er ved at udvide begge hospitaler. På Herlev Hospital bygges der fx et nyt akuthus og et kvinde-barn-center. Der bygges også Steno Diabetes Center Copenhagen, som hvert år vil have behandlingsansvar for ca. 14.000 personer med diabetes. Flere patienter skal behandles ambulant og må altså oftere tage turen til og fra hospitalet.

”Vi har brug for, at patienter og ansatte lettere kan komme frem til vores to store arbejdspladser og hospitaler. Hvis flere tager bilen, vil trafikken sande til, så vi har brug for god offentlig transport. Letbanen bliver et nemt, hurtigt og grønt alternativ for de mange rejsende til og fra hospitalet fremover,” siger Sophie Hæstorp Andersen (A), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, som er én af 12 ejere bag Hovedstadens Letbane.

Hun peger samtidig på, at Hovedstadens Letbane følger en tendens på landsplan til at bygge baneforbindelser til de nye store hospitaler, hvilket man fx også ser i Odense og Hillerød.

Trængsel omkring hospitalet
Herlev Hospital er regionens største akuthospital og betjener i dag ca. 425.000 borgere – og inden for visse specialer ca. 700.000 borgere i hele regionen. Hospitalet har godt 108.000 årlige besøg i akutmodtagelsen og godt 740.000 ambulante besøg om året.

Hospitalet har samtidig over 5.300 ansatte, hvilket svarer nogenlunde til befolkningstallet i en dansk provinsby som fx Nykøbing Sjælland.

Og det kan mærkes på vejene, hvor mange bilister i dag oplever længere rejsetid og en halvering af gennemsnitsfarten omkring hospitalet, særligt i myldretiderne morgen og eftermiddag.

”Trængslen omkring hospitalerne er stor, og vi lider i forvejen af mangel på p-pladser, så letbanen bliver en stor aflastning for os. Den binder S-togs-nettet sammen og kan samle folk op ved de store trafikknudepunkter, så det bliver meget nemmere at komme på tværs af hovedstadsregionen,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

Strækningen omkring Herlev Hospital er den mest trafikerede del af letbane-strækningen med ca. 38.000 forbipasserende biler på hverdage. Data fra Vejdirektoratet viser desuden, at der generelt er stor vækst i vejtrafikken i området.

Med den nye letbane kan patienter, ansatte og andre besøgende skifte fra S-tog på fx Herlev Station og tage letbanen de sidste knap 2 kilometer i eget spor forbi bilerne til en station lige foran hospitalet.

Flere tager offentlig transport til stationer
Og når stationen er tæt på ens destination, øger det folks lyst til at bruge offentlig transport, fortæller Peter Hartoft-Nielsen, adjungeret professor på Aalborg Universitet og ekspert i effekten af den såkaldte ”stationsnærhed”.

”Vi ved, at brugen af kollektiv transport blandt ansatte på store kontorarbejdspladser fordobles, hvis de ligger tæt på en station. Den daglige kørsel i bil pr. ansat falder ligeledes med 10 til 15 km. På den baggrund må der også kunne forventes markante effekter i transportadfærden blandt ansatte, patienter og besøgende til og fra de hospitaler, som bliver betjent med den kommende letbane. Det har en positiv effekt på trængsel, miljø- og klimabelastning. Samtidig vil mange af dem, der i dag bruger kollektiv transport, mærke en klar forbedring,” siger Peter Hartoft-Nielsen. Han tilføjer, at der ikke er fundet tilsvarende effekter af lokalisering nær et velbetjent busknudepunkt.

Fakta om trafikken ved Herlev Hospital

  • Motorring 3 øst for hospitalet er Danmarks næstmest trafikerede motorvej.
  • Trafikken på Motorring 3 er ifølge Vejdirektoratet steget med 62 pct. (nord for hospitalet) og 74 pct. (syd for hospitalet) i perioden 2007-2017.
  • Der kører ca. 37.000-38.000 biler på Ring 3 ved hospitalet på hverdage.
  • Det er dermed den mest trafikerede del af letbanestrækningen.
  • Bilister oplever ofte ekstra rejsetid samt trængsel på vejene omkring hospitalet i myldretiden. På hele Motorring 3 er der mindst 15 minutters ekstra rejsetid i sydgående retning i myldretiden.
  • Bilisternes gennemsnitshastighed falder i eftermiddagsmyldretiden fra ca. 25-30 km/t til 11-12 km/t. på strækningen fra hospitalets parkeringsplads og ned forbi Hjortespringsvej.
  • Hovedstadens Letbane forventer, at 1.500 passagerer vil stige på letbanen hver dag fra stationen ved Herlev Hospital, når letbanen åbner. I prognoserne er det 13 % flere, end der ville stige på busserne ved Herlev Hospital uden en letbane.
  • Der er ifm. med letbanebyggeriet nedsat et samarbejde mellem Hovedstadens Letbane, Region Hovedstaden, Trafikstyrelsen, politiet, beredskabet og brandmyndighederne, som skal sikre, at udrykningskøretøjer altid kan komme frem i anlægsfasen.
  • Der er ligeledes nedsat et forum med medarbejdere fra Hovedstadens Letbane, Region Hovedstaden og de enkelte hospitaler, som mødes jævnligt og drøfter sager af særlig relevans for hospitalerne i anlægsfasen.

Kontakt:
Presseafdelingen i Hovedstadens Letbane, telefon: 7242 4901, mail: pres-se@dinletbane.dk

Pressevagten i Region Hovedstaden, telefon: 7020 9588, mail: presse@regionh.dk