Hovedstadens Letbane er klar til anlæg

28 km letbane mellem Ishøj og Lyngby langs Ring 3 er klar til anlæg.

De otte letbanekontrakter er netop blevet skrevet under, så nu kan arbejdet med Danmarks tredje letbane gå i gang langs Ring 3.

Mandag den 12. marts kom ejergodkendelsen fra staten, Region Hovedstaden og de 11 omegnskommuner endeligt på plads. Nu er der grønt lys til, at Hovedstadens Letbane kan bede de fem vindende entreprenører om at gå i gang med arbejdet.

Letbanen skal anlægges af de danske entreprenører Aarsleff, CG Jensen og M.J. Eriksson. Transportsystemet (tog og jernbaneinfrastruktur) leveres af Siemens og Aarsleff Rail, og drift og vedligehold skal varetages af Metro Service.

Anlæg af letbanen blev udbudt i forskellige strækningspakker mellem Ishøj i syd og Lyngby i nord. Kortet her viser, hvor på strækningen anlægsentreprenørerne skal bygge letbane.

Letbanen kommer til at strække sig over 28 km og får 29 stationer, som blandt andet skaber bedre forbindelse til de store erhvervsuddannelser i Glostrup, Albertslund og Ishøj, DTU i Lyngby samt Herlev og Glostrup Hospitaler. Letbanen binder fem S-togslinjer og regionaltogstrafikken sammen på tværs og skaber et sammenhængende kollektivt trafiksystem.

Fakta om letbanen

  • Letbanen kører hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen og i weekenden.
  • En letbane-tur fra ende til anden vil tage knap en time. Hver passager forventes at rejse gennemsnitligt 5,5 km på en tur med letbanen.
  • Letbanen får en forventet tophastighed på 70 km/t. Gennemsnitshastigheden vil være på ca. 30 km/t, inkl. stop ved stationer.
  • Hovedstadens Letbane ventes at skulle betjene 13-14 mio. passagerer om året – væsentligt flere end eksempelvis Kystbanen gør i dag.
  • Prisen på letbanen er ca. 6,2 mia. kr. (2017-priser). Heri indgår en reserve på godt 1 mia. kr.

Spørg endelig!

Vi svarer gerne på dine spørgsmål, uanset hvad det drejer sig om.

Bliv hørt