Sådan kommer letbanebyggeriet til at foregå i Ishøj

I Ishøj kommer der to letbanestationer, bl.a. på Ishøj Station, hvor man kan skifte til S-tog.

I Ishøj, hvor den kommende letbane starter og slutter, går der endnu et par år, før letbanebyggeriet for alvor kan mærkes.

Ifølge tidsplanen for byggeriet af den kommende letbane begynder det egentlige anlægsarbejde i Ishøj tidligst i første halvår af 2022 og forventes afsluttet allerede året efter i første halvår af 2023.

Arbejdet med at lægge skinner og bygge de to letbanestationer, der skal være i Ishøj Kommune, starter i første halvår af 2023 og afsluttes i første halvår i 2024. Dernæst vil der være en periode for test- og prøvekørsel på strækningen, som forventes at tage omkring et år.

Ledningsomlægninger er i gang
Selvom det ikke er meget, man på nuværende tidspunkt mærker til den kommende letbane i Ishøj, foregår der alligevel flere forberedende arbejder i kommunen. Blandt andet er Ishøj Fjernvarme ved at omlægge både ledninger og rør i jorden, så den er klar til anlægsarbejdet.

Det igangværende ledningsarbejde i kommunen forventes at være færdigt i andet halvår af 2019. Dernæst går der et år, inden det sidste ledningsarbejde indledes i andet halvår af 2020. Dette forventes afsluttet i første halvår af 2021.

Tidsplan for arbejdet i Ishøj Kommune
I nedenstående link kan du se den samlede tidsplan for byggeriet af Hovedstadens Letbane i Ishøj Kommune. Bemærk venligst, at der stadig bør tages forbehold for, at planen kan ændre sig med kort varsel.

Fakta om letbanen 

  • Hovedstadens Letbane forventes at stå klar til brug i 2025 og skal gå mellem Ishøj og Lundtofte nord for Lyngby.
  • Letbanen strækker sig over 28 kilometer og stopper ved 29 stationer undervejs.
  • Letbanen ventes at skulle betjene 13-14 millioner passagerer om året – til sammenligning rejser ca. 10 millioner passagerer om året med Kystbanen.
  • Passagererne kan skifte til S-tog på seks af de kommende letbanestationer, nemlig Ishøj, Vallensbæk, Glostrup, Herlev, Buddinge og Lyngby.

Spørg endelig!

Vi svarer gerne på dine spørgsmål, uanset hvad det drejer sig om.

Bliv hørt