Hovedstadens Letbane gør status før et travlt 2019

Visualisering Vallensbæk Station Hovedstadens Letbane har netop udgivet årsrapporten for 2018.

Efter et 2018 med mange milepæle er Hovedstadens Letbane nu gået ind i et travlt 2019, hvor byggeriet for alvor bliver synligt for omgivelserne. Selskabet gør status på arbejdet i årsrapporten for 2018.

2018 blev et vigtigt år for Hovedstadens Letbane. Den endelige godkendelse af letbaneprojektet kom i hus, kontrakterne med entreprenørerne blev underskrevet, og de første anlægsarbejder gik i gang langs Ring 3.

Det kan man læse i selskabets årsrapport fra 2018, som netop er offentliggjort i forbindelse med det årlige interessentskabsmøde. Og aktiviteterne fortsætter i 2019, hvor anlægsarbejdet for alvor skydes i gang, og mange naboer og billister vil stifte bekendtskab med letbanebyggeriet for første gang. Borgerne kan blandt andet opleve længere rejsetid, omlagte buslinjer og støjende arbejde.

Hovedstadens Letbanes netop udpegede bestyrelsesformand, Jakob Thomasen, har det som en af sine hovedprioriteter at mindske generne ved anlægsarbejdet.

”Vi skal gennemføre projektet inden for de fastlagte rammer og på en måde, som sikrer stor respekt for omgivelserne undervejs. Det en stor udfordring at sikre så få gener som muligt for omgivelserne under anlægsarbejdet, og den opgave ser jeg frem til at løse bedst muligt i samarbejde med vores entreprenører og myndighederne. Jeg vil trække på den erfaring, jeg har fra ledelsen af andre komplekse projekter,” siger bestyrelsesformand Jakob Thomasen, der som tidligere direktør for Maersk Oil har stået i spidsen for store, internationale projekter.

Fokus på trafikafvikling 

Hovedstadens Letbane har et særligt fokus på trafikafviklingen og arbejder på at mindske generne ved eksempelvis at stille krav om, at bestemte, trafikalt afhængige kryds ikke må ombygges samtidig.

Der lægges desuden op til en stor informationsindsats over for trafikanter, naboer, virksomheder og handelsdrivende, så de kan indrette deres hverdag bedst muligt og få opdateret information i hverdagen om aktiviteterne i området.

Du kan finde årsrapporten for 2018 her.

Se, hvordan letbanen bliver bygget her

 

Eksempler på større aktiviteter i 2018 og 2019

  • Kontraktindgåelse
  • Detailplanlægning
  • Arkæologiske og geologiske undersøgelser
  • Ekspropriationer
  • Nedrivninger og ombygninger
  • Ledningsomlægninger
  • Anlægsarbejde, fx omlægning af vejkryds og udvidelse af veje
  • Konstruktioner, fx broer

 

 Fakta om Hovedstadens Letbane

  • Letbanen bliver 28 km. lang og får 29 stationer mellem Lyngby og Ishøj
  • Man kan skifte til S-tog på seks stationer
  • Kører hvert 5. minut i dagtimerne på hverdage og om lørdagen – og hvert 10. minut om aftenen og om søndagen
  • Stopper ved virksomheder, boliger, hospitaler, handelsliv, uddannelsesinstitutioner og S-tog
  • Letbanen åbner i 2025

 

Yderligere information

Kommunikationsafdelingen i Hovedstadens Letbane, M: 72424901, E: presse@dinletbane

 

Spørg endelig!

Vi svarer gerne på dine spørgsmål, uanset hvad det drejer sig om.

Bliv hørt