06.06.2024

I juni 2024 går letbanearbejdet ved Dynamovej, Batterivej og Gladsaxe Ringvej ind i en ny fase, da vi er nået til ombygningen af midten i krydset.

Når trafikken er blevet omlagt, vil krydset fungere som to T-kryds mod Gladsaxe Ringvej med vendepunkter ved Sydmarken og lige før Motorring 3. Altså som en lang oval rundkørsel, man skal igennem for at krydse Gladsaxe Ringvej eller for at komme til venstre i krydset.

I de første par uger, hvor trafikken er omlagt, må der forventes væsentlige kødannelser og længere rejsetid i området, særligt til og fra Dynamovej i myldretiden om morgenen og eftermiddagen.

Vi er i tæt dialog med Gladsaxe Kommune, og vi vil løbende forsøge at optimere på de forhold, som vi kan. Der er etableret et beredskab i samarbejde med kommunen, vores entreprenør og andre relevante aktører. På den måde vil vi forsøge at sikre den bedst mulige fremkommelighed i perioden.

Vores erfaring viser, at der er mindre trafik på vejene i sommerferieperioden, og vi forventer derfor, at der vil være bedre plads på vejene, når juli starter. I slutningen af juli 2024 bliver der samtidig lavet nogle trafikale ændringer ved Hillerødmotorvejen, som vi også forventer vil forbedre fremkommeligheden i området.

Hvis man har mulighed for det, kan man med fordel benytte en anden rute end strækningen på Gladsaxe Ringvej mellem Motorring 3 og Hillerødmotorvejen i juni.

Adgangsforhold for bilister:
Når vi går i gang med arbejdet og rundkørslen er etableret, er det ikke muligt at svinge til venstre i krydset samt køre mellem Dynamovej og Batterivej. Der vil være følgende adgangsveje til og fra Dynamovej/Batterivej ved Gladsaxe Ringvej:

Adgangsforhold ved Dynamovej:

  • Fra Dynamovej til Buddinge: Hvis du skal fra Dynamovej til Buddinge, kan du fortsat dreje højre ud til Gladsaxe Ringvej.
  • Til Dynamovej fra Buddinge: Her skal du fortsætte ad Gladsaxe Ringvej og benytte det midlertidige vendepunkt lige før Motorring 3.
  • Fra Dynamovej til Herlev: Her skal du dreje til højre ad Gladsaxe Ringvej og benytte det midlertidige vendepunkt ved Sydmarken og køre tilbage ad Gladsaxe Ringvej.
  • Til Dynamovej fra Herlev: Hvis du skal til Dynamovej fra Herlev, kan du fortsat dreje højre ind fra Gladsaxe Ringvej.


Adgangsforhold ved Batterivej:

  • Fra Batterivej til Buddinge: Her skal du dreje til højre ad Gladsaxe Ringvej og benytte det midlertidige vendepunkt lige før Motorring 3.
  • Til Batterivej fra Buddinge: Hvis du skal til Batterivej fra Buddinge, kan du fortsat dreje højre ind fra Gladsaxe Ringvej.
  • Fra Batterivej til Herlev: Hvis du skal fra Batterivej til Herlev, kan du fortsat dreje højre ud til Gladsaxe Ringvej.
  • Til Batterivej fra Herlev: Her skal du fortsætte ad Gladsaxe Ringvej og
    benytte det midlertidige vendepunkt ved Sydmarken.


Adgangsforhold for fodgængere og cyklister:
For cyklister og fodgængere vil der blive etableret en midlertidig overgang over Gladsaxe Ringvej, så de kan komme mellem Dynamovej og Batterivej.